resen-skole-6c-vandt-10000-kr-og-en-tur-til-kattegatcentret
Resen skole 6c vandt 10.000 kr. og en tur til Kattegatcentret
Forældre til børn i 6.C. på Resen Skole havde talt om, det kunne
være spændende for eleverne at besøge Kattegatcentret i Grenå.
Klassen havde nemlig i deres undervisningstimer lært om de små
fiskearter, og nu kunne de godt tænke sig også at studere de lidt
større fisk, f.eks. på en tur til Kattegatcentret. En mor til en af
eleverne foreslog dem at deltage i SPARBANKs konkurrence
10tilforskel, der hver måned udlodder en check på 10.000 kr. til
bl.a. foreninger, klubber og skoler, der kan have behov for en
økonomisk håndsrækning.
Optagelse på Resen Strand
Med den eftertragtede tur til Kattegatcentret i udsigt gik
de i gang med at producere en videofilm til bankens hjemmeside.
Filmen skulle optages ved Resen Strand, men uheldigvis gik kameraet
tør for strøm, før filmen var færdig, og ingen forlængerledning var
lang nok. Heldigvis lykkedes det at lave filmen færdig via en
iPhone, og 6.C. var nu med i konkurrencen om den eftertragtede
gevinst.
Kamp om stemmerne
Til trods for netværk, familie, venner og facebook gik
stemmetallet lidt langsomt fremad. Forældre ringede derfor rundt
til lærerne på Resen skole og fik dem til at afgive deres stemme. I
opløbet manglede 6.C. stadig stemmer for at kunne indtage en 1.
plads, men så tog et par af eleverne affære. De mødte simpelthen op
i Søndercentret i Skive og fik forbipasserende til at stemme på
netop deres film. Pludselig gik det stærkt, "Jagten på de store
fisk"-filmen kunne kåres som vinder - og finansieringen af turen
til de store fisk var på plads.
Hele klassen glæder sig nu til at besøge Kattegatcentret til
foråret. - Specielt hajerne bliver det spændende at betragte på tæt
hold, mener eleverne, der også skal spise og overnatte i
forbindelse med besøget. De 10.000 kr. fra SPARBANK til en tur til
det VÅDE element i Grenå faldt i sandhed på et TØRT sted, er hele
6.C. enige om.

Privatkundechef Olav Thordal Pedersen fra SPARBANK har netop
overrakt checken på 10.000 kr. til elever fra Resen Skoles 6.C. De
vandt 1. præmien i juli måneds 10tilforskel konkurrence, og nu skal
de alle en tur til Kattegatcentret.