piger-sang-sig-til-10000-kr-fra-sparbank
Piger sang sig til 10.000 kr. fra SPARBANK
I maj blev det pigerne fra Skanderborg Ungdomskor med ca. 25
friske piger i spidsen, der ved hjælp af skønsang og facebook løb
med månedspræmien på 10.000 kr.
Filialdirektør Birger Thyrring Pedersen og privatkunderådgiver
Alis Carlsen fra SPARBANKs filial i Hørning overrakte den store
check, da koret øvede sig en sommeraften i juni. Koret har
intensiveret sangaftenerne, mens de forbereder sig på deltagelse i
sommerens kor-olympiade fra den 21. juli til den 2. august i Kina,
hvor de repræsenterer de danske farver.
I forbindelse med overrækkelsen talte vi med Charlotte Bender
fra Skanderborg Ungdomskor.
Hvordan blev I opmærksomme på "10 til Forskel"?
Charlotte Bender: Min far hørte om initiativet fra en bekendt,
og han opfordrede os til at deltage. På grund af finanskrisen er
det svært at skaffe penge nok til turen, så SPARBANKs
sponsorinitiativ kom helt perfekt for os.
Hvordan skaffede I så mange stemmer?
Charlotte Bender: Facebook var en virkelig effektiv måde til
at sprede budskabet om vores film og til at få folk til at stemme
på os. Derudover har vi mailet rundt til venner og bekendte og også
opfordret andre kor til at stemme på os.
Hvad skal der ske, når I kommer til Kina?
Charlotte Bender: Vi skal selvfølgelig synge til selve
kor-olympiaden i Beijing og Shanghai, og så skal vi give koncerter
andre steder bl.a. på den danske stand på EXPO i Shanghai. Der
skulle også gerne blive tid til sightseeing - og mon ikke også der
er en kjolesyerske, der bliver glad, når hun får besøg af 25-30
piger.
