SPARBANK
Tilmeld nyhedsservice Tip en ven Kontakt SPARBANK Udskriv Sitemap
front-vandt-10000-kr-–-og-skal-til-sydafrika

FRONT vandt 10.000 kr. – og skal til Sydafrika

At være et ansvarligt menneske, at række ud og gøre en forskel - både i lokalsamfundet og i udlandet - er noget af det, der fokuseres på i undervisningen i den alternative 10. klasse, FRONT, på Rudehøj Efterskole i Odder. Lige nu planlægger de 16 elever i klassen og 4 af deres lærere at tage på en 2-ugers tur til Sydafrika i januar, hvor de skal hjælpe til med forskellige udviklingsprojekter.

Eleverne skal selv skaffe 40.000 kr. til turen, og én af eleverne havde heldigvis hørt om SPARBANKs "10tilforskel"-konkurrence, der hver måned giver 10.000 kr. til et projekt eller en idé, som fortjener at blive realiseret.

Stor opbakning
Hele klassen var straks med på ideen og gik i gang med at optage en video til bankens hjemmeside. Optagelserne blev klaret over en weekend, og så var det bare med at få samlet stemmer nok til at kunne vinde de hårdt tiltrængte penge. De øvrige elever på efterskolen bakkede naturligvis op om projektet. På Facebook blev der også samlet stemmer, og fra dag 1 i november måneds konkurrence indtog FRONT da også førstepladsen. Snart kom andre projekter dog og overhalede indenom, så gode råd var dyre, og turen til Sydafrika hang efterhånden i en tynd tråd.

Slutspurten
De unge mennesker blev dog stædigt ved og lagde alle kræfter ind i slutspurten, bl.a. stillede de op ved den lokale Kvickly med computere, så folk med det samme kunne stemme på deres video. Der blev lavet en aftale med Odder Gymnasium, som reklamerede for projektet, der blev ringet på døren hos adskillige beboere i området, der blev ringet rundt til andre skoler, og alle anstrengelserne bar da også frugt i sidste ende.

Både på Rudehøj Efterskole og i Sydafrika blev meddelelsen om, at de 10.000 kr. var i hus, modtaget med begejstring. Mange tusind kilometer sydpå var projektet nemlig også blevet fulgt med stor interesse. Gevinsten på de 10.000 kr. skal bl.a. gå til en ny køkkenhave med tilhørende hegn, til maling af bygninger og til en legeplads, så alle glæder sig nu til at tage den lange tur til Sydafrika og komme i gang straks i det nye år.

FRONT3
Jørgen Elkjær, filialchef i SPARBANKs Højbjerg-afdeling, har netop overrakt en check på 10.000 kr. til elever i 10. klasse på Rudehøj Efterskole.


Bliv kunde

Bliv kontaktet og se, hvad du får ud af at skifte til SPARBANK

HOVEDKONTOR - ADELGADE 8 - 7800 SKIVE - T 9616 1616 - F 9616 1615 - INFO@SPARBANK.DK