SPARBANK
Tilmeld nyhedsservice Tip en ven Kontakt SPARBANK Udskriv Sitemap

Danskerne har høje forventninger til deres levestandard som pensionister

I 2007 spurgte vi 20.000 danskere om deres forventninger til livet som seniorer. Undersøgelsen gav spændende resultater, som vi gerne vil dele med dig.

Blandt andet viser det sig, at flertallet ønsker at fortsætte deres nuværende levestandard - også når de ikke længere har en lønindtægt. Men samtidig er der stor tvivl om, hvordan og hvor meget, man skal spare op, for at det vil være realistisk at kunne efterleve ønskerne.

Kommende seniorer vil leve livet
På trods af at medier og politikere ofte forsøger at fortælle os, at vi godt kan forberede os på at blive længere på arbejdsmarkedet, håber langt de fleste på et tidligt og aktivt otium.

To ud af tre regner med at gå på pension, inden de fylder 65 år. Ikke bare for at læne sig tilbage og blive passive tilskuere til livet, og heller ikke fordi de føler sig slidte, men tværtimod for at få mere tid til sig selv og sine nærmeste, til at nyde livet samt pleje venner og familie.

Det er i sig selv ikke overraskende, at mange glæder sig til en dag at få tid til alt det, de ikke når i en travl hverdag, for hvor mange af os kender ikke formuleringen: "Det får vi tid til, når vi engang bliver pensionister…"?

Derfor er det afgørende at have styr på, hvordan opsparing og investering kan hjælpe med at gøre seniorlivet præcis så attraktivt, som det ser ud i manges drømme, så ønskerne om tidlig pensionering og høj levestandard kan gå hånd i hånd.

Hvad er det så, vi gerne vil, når vi en dag vinker farvel til arbejdet?

  • 69 % vil blive boende i deres nuværende bolig
  • 93 % vil have bil
  • 88 % vil rejse en eller flere gange om året
  • 66 % vil have råd til at støtte børn og børnebørn økonomisk.

Med andre ord: Langt de fleste ser frem til en periode i deres liv, hvor de kan fokusere på egne og familiens behov, og de er ikke indstillet på at skrue væsentligt ned for levestandarden. Men det betyder ikke, at respondenterne har helt overblik over, hvad forudsætningerne er for, at de vil kunne få det otium de ønsker.

Pension er komplekst - det handler om formidling
Det store flertal føler ikke, at de ved nok om deres muligheder for at forvalte den opsparing, der skal danne grundlag for livet senere hen.

  • Kun 7 % mener selv, de har en stor viden om investering
  • 74 % har et lavt kendskab til pension, og
  • 66 % siger, at de oplever pension som et komplekst emne.

Og så er det meget menneskeligt at lægge emnet lidt til side og ikke få gjort noget aktivt ved det. Heldigvis betyder det manglende kendskab ikke, at folk helt fravælger pensionsopsparingen.

  • 61 % har en firma-pensionsordning, og
  • 45 % har en privat oprettet kapitalpension.

Så der bliver sparet op, om end ikke af alle - og det kunne med fordel gøres endnu mere aktivt, sådan at opsparingen genererer en højere gevinst. Men når man ikke selv føler sig kompetent og vidende, er det heller ikke nemt at stille krav til hverken egen opsparingsindsats eller til sin rådgivers faglige formåen. Man kan frygte, at rigtig mange måske lukker øjnene en lille smule og stoler på, at det nok skal gå.

Hele 71 % er i tvivl om, hvorvidt de sparer nok op til at kunne leve, som de gerne vil som seniorer, og de oplever, at de ikke får tilstrækkelig hjælp til at danne sig overblik. Der er nemlig masser af muligheder for at gøre noget selv for at tilrettelægge sin opsparing så godt som muligt. Det kræver blot forståelig information, vejledning og rådgivning.

  • 43 % er ikke begejstrede for den information om pension, som de i dag modtager fra pensionsselskaber og pengeinstitutter og
  • 72 % siger, at informationen opleves som uigennemskuelig.

Så der er et stort potentiale i at tilrettelægge information på en måde, som i højere grad møder folk der, hvor de er, rent vidensmæssigt. Interessen mangler nemlig ikke, idet 78 % gerne selv vil være aktive med hensyn til at sammensætte deres pension i mere eller mindre tæt samråd med deres rådgiver.

75 % vil gerne kende fremtiden
Det er vigtigt for langt de fleste at vide, hvordan deres fremtidige pensionisttilværelse bliver. Klarhed over økonomien skaber tryghed, ikke alene her og nu, men også i forhold til at se fremad og glæde sig til alt det, man gerne vil, når arbejdet ikke længere besætter de fleste vågne timer. Så hvis du kan nikke genkendende til ønsket om klarhed, så kan vi kun opfordre dig til at opsøge din rådgiver og bede vedkommende om at gå i dybden - på en forståelig måde - med dine muligheder, så du fremover også selv har den indflydelse på din fremtid, som du har krav på i forhold til at sikre din seniortilværelse.


Bliv kunde

Bliv kontaktet og se, hvad du får ud af at skifte til SPARBANK

HOVEDKONTOR - ADELGADE 8 - 7800 SKIVE - T 9616 1616 - F 9616 1615 - INFO@SPARBANK.DK